Billedet viser: Dronning Mary og kong Frederiks kongelige venner sad lige overfor under gallamiddag på Louvre
Torsdag aften satte dronning Mary og kong Frederik sig til bords midt i Louvres prægtige sale.
Det var IOC, som havde inviteret til gallamiddag på muséet i forbindelse med OL, og kort forinden var aftenens prominente personer ankommet på den røde løber.
Og nu viser billeder, at det danske kongepar ikke var de eneste kongelige gæster denne aften.
Kong Frederik og dronning Mary var nemlig i rigtig godt selskab ved de aflange borde, og lige overfor dem havde flere af deres venner fra de andre europæiske kongehuse taget plads. Heriblandt hollandske kong Willem-Alexander, spanske kong Felipe og dronning Letizia. Ligesom Frederik og Mary havde fornøjelsen af fyrst Albert og fyrstinde Charlene på den anden side af bordet.
Derudover kan man også ane Luxembourgs storhertug Henri og storhertuginde Maria Teresa, mens også Belgiens dronning Mathilde og kong Philippe deltog.
Og mon ikke vi ser, det danske kongepar i flere OL-øjeblikke med deres kongelige kolleger.
Flere kongelige er rejst – eller planlægger at rejse – til Frankrig for at tage del i sportsbegivenheden. Men kong Frederik og dronning Mary, som landede i Paris torsdag, må dog vente lidt endnu med at få selskab fra Sverige og Norge.
Ifølge det svenske kongehus vil kong Carl Gustaf og dronning Silvia først slutte sig til sportsfestlighederne fra den 5. august, mens det norske kongehus melder, at kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit er i Frankrig fra den 6. august.