Anderledes vinterferie i Schweiz: Mary og Frederik har prøvet noget helt nyt
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik har med deres børn nydt en lang og velfortjent vinterferie i Alperne.
Kronprinsparret og børnene har været i Verbier i Schweiz, hvor det er helt perfekt at stå på ski, hvis man er vild med de alpine discipliner på de velpræparerede pister i to-tre kilometers højde.
Mary og Frederik har givet lidt slip
For Mary og Frederik har denne vinterferie været en smule anderledes i forhold til tidligere skiferier i Verbier.
Denne gang har de givet en smule slip på deres ældste.
Især prins Christian har således fået mulighed for at stå på ski en hel del uden at være sammen med sine forældre.
Og det er selvfølgelig helt naturligt, da prins Christian for det første er dygtig på ski, og så er han jo også en yderst fornuftig dreng på 16 år.
En selvstændig dreng
Prins Christian er en selvstændig herre, der i sommer tog et stort skridt i sin personlige udvikling, da han besluttede sig for at starte på kostskolen Herlufsholms gymnasium.
Det betød, at han faktisk i en vis forstand flyttede hjemmefra lige efter sommerferien 2021.
Det var hårdt
Det talte BILLED-BLADET med kronprinsessen om i et stort 50-års interview for et par uger siden.
– Da beslutningen var taget, sagde jeg til mig selv, at jeg ikke skulle tænke over det, indtil det nærmede sig, at han skulle på kostskole. Lige op til hans første skoledag begyndte jeg at mærke, at det var hårdt. Men det er, som det er, med børn. Man har dem kun til låns. Og man glæder sig over, at de står stærkt og er selvstændige nok til at stå på deres egne to ben og har mod på at komme ud og gøre det, de har sat sig for, siger Mary i BILLED-BLADET-interviewet i anledning af kronprinsessens 50-års fødselsdag.