4. jun. 2022
Af Ulrik Ulriksen

Alle krydser fingre før det store bryllup: Prins Gustav og Carina fortjener den bedste kærlighedsfest

Carina Axelsson og prins Gustav
Carina Axelsson og prins Gustav
Foto: Martin Høien
I dag sker det endelig. Prins Gustav og Carina Axelsson skal i kirken give hinanden det ja, de har sukket efter i så mange år. Parrets kirkelige bryllup finder sted sent i eftermiddag i slotskirken i Berleburg, og kronprinsparret er med som gæster.

Alle på slottet i Bad Berleburg i Tyskland krydser her til morgen fingre for, at alt forløber efter planen i dag, når prins Gustav og Carina Axelsson giftes kirkeligt i slotskirken.

Forberedelserne har længe været i gang, og i dag skal det sidste gøres klart før vielsen i kirken.

Gustav og Carina blev faktisk viet fredag

I går, fredag, blev parret viet borgerligt i lysthuset ved slottet, og det var en smuk højtidelighed, der blev overværet af 40 gæster.

I dag og i aften er der 80 gæster til stede ved den kirkelige højtidelighed og den efterfølgende fest.

Håber på godt vejr

Man håber i forbindelse med det store bryllup naturligvis også på godt vejr, så brudepar og gæster ikke bliver våde, når de på visse tidspunkter af dagen befinder sig under åben himmel.

I går skinnede solen fra en næsten skyfri himmel det meste af dagen, og det var 22 grader varmt.

Vejrudsigten for lørdag bød længe på risiko for regnvejr midt på dagen, men heldigvis ser det her til morgen ud til, at det holder tørvejr, bliver op til 22 grader varmt med en del sol fra formiddag og til i aften.

Kærligheden sejrede

Brudeparret fortjener efter mange års modgang al den medgang, de kan få i dag, hvor de og deres gæster skal fejre, at kærligheden sejrede, så prins Gustav og hans elskede Carina for alvor kunne få hinanden.

Du kan følge med i brylluppet her på billedbkladet.dk, og du kan læse et eksklusivt interview med Gustav og Carina i denne uges BILLED-BLADET, som ligger og venter på dig i kiosken.

Læs mere om: