Margrethe Vestager til nytårskur hos dronning Mathilde og kong Philippe
Margrethe Vestager har som partileder og minister flere gange været til det danske regentpars nytårskure og til festmiddage hos den kongelige familie.
Men som EU-kommissær bliver hun ikke længere inviteret på Christiansborg, når dronningen modtager nytårshilsner fra landets højeste rangklasser.
Til gengæld havde den danske kommissær æren af at ønske det belgiske kongepar, Philippe og Mathilde, et godt nytår, da hun forleden deltog i deres nytårskur på det kongelige palads i Bruxelles
Hyggelig snak med dronning Mathilde og kong Philippe
Kongeparret tog imod højtplacerede repræsentanter fra EU-kommissionen, og som konkurrence-kommissær var Margrethe Vestager naturligvis også på invitationslisten.
Margrethe Vestager fik en hyggelig snak med kongeparret, og med hendes formfuldendte fransk gled samtalen let.
- Det var fint at hilse på dronning Mathilde og på kongen. Jeg var også til deres nytårskur sidste år. Men i år kunne jeg glæde mig over at have min mand Thomas med, fortæller Margrethe Vestager til BILLED-BLADET.