21. jul. 2023
Af Christinna Braun

Måtte skuffe på dagen: Kong Albert for træt til at hilse på folket

Kong Albert og dronning Paola. 
Kong Albert og dronning Paola.
Foto: MEGA
Belgiens tidligere kong Albert var med hustruen dronning Paola til nationaldagsfejring.

Fredag den 21. juli er en helligdag i Belgien, hvor landet har nationaldag. På samme dag i år kan det nuværende kongepar, kong Philippe og dronning Mathilde, fejre deres 10-års regeringsjubilæum.

For første gang siden abdiceringen i 2013 er Philippes forældre, det tidligere kongepar, kong Albert og dronning Paola, med til nationaldagsfejringen.

Kong Albert, 89, og dronning Paola, 85, var dog kun med til første del af fejringen den 21. juli, nemlig taksigelsesgudstjenesten Te Deum i Sint-Michiels-en-Sint Goedele-katedralen i Bruxelles.

Det tidligere kongepar deltog i Te Deum sammen med det nuværende kongepar, kong Philippe og dronning Mathilde.

Efter taksigelsesgudstjenesten havde en række kongelige fans håbet på at kunne hilse på den tidligere konge, som man ikke har set meget på det seneste.

Måske netop derfor håbede flere fans på at møde den tidligere monark. Men ifølge det belgiske medie HNL måtte kong Albert og dronning Paola desværre skuffe de mange fans.

- Omkring 30 mennesker stod klar til at hilse på kongen, men Albert og Paola gik med det samme hen til deres bil. En af kong Alberts medarbejdere udtalte, at den tidligere konge var ”for træt” til at hilse på folket, skriver mediet.

Den 89-årige kong Albert blev for lidt over to uger siden udskrevet fra Saint Luc-hospitalet i Bruxelles, hvor han havde været indlagt i 8 dage.

Den tidligere konge var blevet indlagt akut på grund af dehydrering og en blodinfektion. Hustruen dronning Paola var hos ham hele tiden.

Derfor er der heller ikke noget at sige til, hvis kong Albert ikke er helt på toppen endnu.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-07-21/mega1009704_078.jpg
Kong Albert og dronning Paola til Te Deum den 21. juli.
Foto: MEGA

Læs mere om: