Dronning Paolas første ord om ægteskabskrise: Jeg havde det elendigt
Belgiske dronning Paola, der til september fylder 85 år, åbner nu for første gang op om den ægteskabskrise, hun på et tidspunkt gennemgik med kong Albert.
Det sker i dokumentaren "Paola, côté jardin", der bliver sendt på den belgiske kanal RTBF til februar.
Ti år lang krise
I dokumentaren fortæller dronning Paola, at kongeparret var i dyb krise igennem ti år.
- Mellem 1970 og 1980 var jeg virkelig ulykkelig. Mit liv var noget rod og jeg havde det elendigt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Der var tale om skilsmisse. Igennem ti år tog jeg afstand fra mit forhold, lyder det, ifølge Paris Match, blandt andet fra dronning Paola.
Fandt kærligheden igen
På et tidspunkt fandt parret heldigvis kærligheden til hinanden igen, fortæller dronningen, der endvidere forklarer, at hun gerne ville gå tilbage i tiden og gøre tingene om, hvis det var muligt.
Kong Albert havde en affære med baronesse Sybille de Selys Longchamps fra 1966 til 1984.
Sammen fik de datteren prinsesse Delphine, der i dag er 53 år gammel.