Det var ikke meldt ud på forhånd: Han sluttede sig til Mathilde og Philippe
Det var meldt ud i god tid, at kong Philippe og dronning Mathilde skulle til Frankrig på statsbesøg, ligesom et detaljeret program for dagene i det franske var offentliggjort.
Men det var ikke meldt ud, at kongeparret ville have selskab af et familiemedlem under besøget, men det havde de.
Deres ældste søn, prins Gabriel, var nemlig med blandt deltagerne.
Den 21-årige prins er parrets andet barn og dermed nummer to i arvefølgende til tronen efter sin storesøster, prinsesse Elisabeth.
Prinsen deltog i den elegante gallamiddag, som afsluttede besøgets første dag.
Prins Gabiel er i gang med en militæruddannelse på Det Kongelige Militærakademi i Bruxelles, hvor han har læst siden 2022. Han er i øjeblikket udvekslingsstuderende på Académie Militaire de Saint-Cyr Coëtquidan ikke langt fra byen Rennes, og det er formentlig derfor han havde mulighed for at deltage i gallamiddagen og få et gensyn med sine forældre.
Kong Philippe og dronning Mathilde bliver i Frankrig til onsdag, hvor de afslutter deres tredages besøg.
Det er ikke meldt ud, om prins Gabriel deltager yderligere i statsbesøgets program.