Derfor er dagen helt særlig for kong Philippe og dronning Mathilde
Den 21. juli fejres der hvert år nationaldagi Belgien, hvor den belgiske kongefamilie blandt andet deltager i Te Deum, en taksigelsesgudstjeneste.
Men den dato er ikke kun betydningsfuld for kong Philippe og dronning Mathilde på grund af nationaldagsfejring.
Det er nemlig samme dato, som de selv blev konge og dronning på tilbage i 2013.
Her abdicerede kong Albert II officielt.
Allerede den 3. juli 2013 holdt kong Albert II en tale til nationen, hvor han offentliggjorde sin beslutning om at abdicere, og at han ville overlade tronen til Philippe på nationaldagen den 21. juli 2013.
Det tidligere kongepar i Belgien, Albert og Paola, kalder sig i øvrigt stadig konge og dronning, ligesom det også er tilfældet med kong Juan Carlos og dronning Sofia i Spanien.
Et eksempel på en regent der har ændret sin titel efter en abdikation, er den tidligere dronning Beatrix i Holland, der siden hun overlod tronen til kong Willem-Alexander og dronning Maxima i foråret 2013 har kaldt sig prinsesse Beatrix.