22. mar. 2014
Af Karina Didriksen

Belgiske prins Laurent er blevet indlagt

Prinsesse Claire og prins Laurent.
Prinsesse Claire og prins Laurent.
Foto: AOP
Det belgiske kongehus meddeler, at kong Philippes bror blev indlagt på et hospital i denne uge, muligvis på grund af en depression eller udmattelse.

Tirsdag den 18. marts blev prins Laurent indlagt på Saint-Luc University Hospital i Bruxelles. Det meddeler en talsperson fra det belgiske kongehus.

Den 50-årige prins er lillebror til kong Philippe, og det er uklart præcis, hvorfor han er blevet indlagt. Der spekuleres dog i, om det kan skyldes en depression eller udmattelse.

- Prinsen og hans hustru ønsker, at deres privatliv bliver respekteret, lyder det ifølge den belgiske avis Le Soir fra kongehuset, som ikke kommer nærmere ind på, hvad der er sket.

Hustruen på besøg

Prins Laurent, der er søn af det tidligere kongepar Albert og Paola, er stadig indlagt, men det forlyder, at man ikke skal være bekymret for hans helbred.

Hans hustru, prinsesse Claire, 40, har været på besøg på hospitalet, men hun ville ikke svare på nogen spørgsmål. Parret giftede sig i 2003 og er forældre til prinsesse Louise, 10, og tvillingerne prins Nicolas og prins Aymeric, 8.

Prins Laurents omdømme har tidligere været præget af skandaler, men efter hans bror blev konge, har han påtaget sig flere officielle opgaver.

Læs mere om: