Vidste du det? Nola Gaardmands mand stiller op til EP-valget
Nola Gaardmand er vant til at tone frem som vært på DR, men hvis man bevæger sig rundt i hovedstadsområdet i disse uger, får man også meget nemt øje på hendes mand.
Magnus Barsøe, som han hedder, stiller nemlig op til det kommende Europaparlamentsvalg, og derfor kan man se hans ansigt på valgplakater rundt omkring i byen.
Han stiller op for Socialdemokratiet, og han er spidskandidat for København, Vestegnen, Nordsjælland og Bornholm.
Privat bor 43-årige Magnus Barsøe, der er gået fra at være journalist til at være politiker, på Amager med hustruen Nola Gaardmand, der er vært på ”Aftenshowet”.
Parret har to sønner på syv og fire år, og nu hvor han ikke længere har helt små børn, er han klar til at kæmpe for en plads i Europaparlamentet. For blot et par år siden havde den tanke været umulig, for parrets ældste søn, Calle, har haft det svært. Han er født døv og har haft tendens til at isolere sig, men nu går han på Døveskolen, og det har gjort en verden til forskel.
- Nu hvor børnene er blevet større, og det går så godt med Calle, har vi fået lidt mere luft og overskud til også at tænke på, hvad vi hver især drømmer om, fortalte Magnus Barsøe, da BILLED-BLADET besøgte ham og familien sidste år.
Hvis han bliver valgt ind i parlamentet, planlægger han at pendle mellem Bruxelles og København.
- For halvandet år siden havde denne tanke slet ikke været mulig af hensyn til Calle, og nu er det bare så dejligt at se, hvordan verden har åbnet sig for ham. Det giver os luft til at prøve at tage fat i andre drømme, som vi gerne vil nå, sagde socialdemokraten dengang.
Magnus Barsøe er nummer fire på Socialdemokratiets liste. Ved det seneste valg i 2019 fik Socialdemokratiet tre af mandaterne.