Vicki Berlin næsten i mål med sit vægttab
Vicki Berlin har lagt sin livsstil om, og siden juni har hun levet efter en kost- og motionsplan, som indtil videre har ført til et vægttab på godt 12 kilo.
- Jeg mangler 700 gram. Det lyder åndssvagt, men det gør jeg, fortalte Vicki Berlin, som sammen med sin mand, Nikolaj Tarp, i weekenden var til premieren på musicalen ”Efter Brylluppet”.
Ikke 40, fed og færdig
De 700 gram vil Vicki Berlin gerne havde smidt, inden hun den 6. november tager til Aalborg, hvor hun skal lave vinterrevy. Og så vil hun også gerne i mål, inden hun den 16. november bliver 40 år.
- Jeg vil ikke være 40, fed og færdig, har skuespilleren tidligere sagt til BILLED-BLADET.
Manden kan ikke forstå det
Det markante vægttab er ikke gået ubemærket hen hos Vicki Berlins mand, men han har alligevel svært ved at forstå det.
- Da jeg så billederne af forskellen, kunne jeg slet ikke forstå det, for jeg ser hende jo sådan her også med kiloene på. Men hun ser da fantastisk ud nu også, fortalte Nikolaj Tarp.
Nikolaj har også tabt sig
Vickis kamp mod kiloene har betydet ændrede kostvaner derhjemme, og det er noget, som også har smittet af på Nikolaj Tarp.
- Jeg har tabt 15 kilo i løbet af det sidste år. Og det er bare via kostomlægning, fortalte han.