Til modeparty i mesterværk: Se hvem der klædte Cecilie Stenspil på til glamourøs gallafest
I en drøm af en danskdesignet creation gjorde stjerneskuespilleren Cecilie Stenspil sin entré til 10-års jubilæumsudgaven af ELLE Awards i Aller Medias imponerende domicil på Havneholmen i København.
Cecilie blæste de fleste bagover med sit sublime look, som er skabt af hendes gode ven Jesper Høvring.
Stenspil følte sig naturligvis godt tilpas i den udsøgte robe, og Jesper Høvring så glad ud, da han på den lyse løber poserede sammen med Cecilie.
Cecilie Stenspil og Høvring var glade og tilfredse
– Jamen jeg tror, at det her er noget af det vildeste couture, vi nogensinde har lavet. Det er lavet i hånden alt sammen. Det har taget det meste af ugen, og kjolen så ikke sådan her ud i går eftermiddags. Lad mig sige det sådan. Men det gjorde den så i dag, sagde Jesper Høvring til festen fredag aften med en tilfreds Cecilie Stenspil ved sin side.
– Man kan jo ikke andet end føle sig tilpas i et mesterværk. Så jeg har det fantastisk, og faktisk er den ovenikøbet meget behagelig at have på, lød det fra Cecilie Stenspil.