Thomas Rode taler ud om drama på "Øen VIP": Man må tilsidesætte nogle ting
I "Øen VIP" opstod der flere konflikter mellem Thomas Rode og de andre deltagere.
Der var nemlig uenighed om, hvordan man skulle arbejde på øen.
Særligt tv-vært Mille Gori og Thomas Rode havde flere sammenstød, hvor Mille Gori gerne ville tale om følelser og Thomas Rode gerne ville arbejde.
Sulten og trætheden hos deltagerne hjalp heller ikke på situationen. Men det mærkede Thomas Rode ikke til.
– Jeg synes ikke, at jeg var presset på noget tidspunkt. For mig var det en bekræftelse, at jeg havde de rigtige værktøjer til at overleve, både fysisk og mentalt, sagde Thomas Rode til BILLED-BLADET.
Thomas Rode fortæller i det fjerde afsnit, at han ikke er taget på overlevelsesturen for at få venner, men derimod for at udfordre sig selv. Han havde derfor ikke behov for, at skulle sætte ord på sine følelser til gruppens daglige morgenmøder - han ville hellere arbejde og finde mad.
– Jeg tror, at der var nogle af de andre, der synes, at jeg var lidt bestemmende og bossy. Det synes jeg ikke. Jeg synes, at det der med at byde ind og få Maslows behovspyramide dækket, det er sindssygt vigtigt. Der må man lige tilsidesætte nogle ting, for der er nogle andre ting, der skal klares. Så det der med at stå og diskutere, hvordan folk de har det i dag, det går ikke, sagde Thomas Rode.