Sofie Torp åbner op om datteren Olga: Det er en kæmpe sorg
Sofie Torp er for tiden aktuel som den hårdtslående assistent Rose i den nye Afdeling Q-film ”Den Grænseløse”.
Det er også årsagen til, hun stiller op til et interview med Femina.
Her åbner hun op for en stor sorg, der har ramt hende den seneste tid.
Hun og vennen Sargun, som er far til hendes datter Olga, oplevede, at deres datter var lang tid om at begynde at snakke.
Datteren kunne godt kommunikere, hvilke behov hun havde. Hun gjorde det bare ikke med ord.
Det var begyndelsen på tankerne om, at hun måske var anderledes fra andre børn.
Forældrene konstaterede dengang, at der var tegn på autisme. Noget, som hun siden har fået diagnosticeret.
Det har været en sorg for Sofie Torp.
- Der er en kæmpe sorg i at have et barn, der er anderledes, lige når man finder ud af det. Og nogle gange kan jeg kigge på hende og tænke: “Åh, det kan godt blive et hårdt liv.” Men sorgen bliver mindre og mindre, fordi hun trives, fordi hun bliver set, hørt og forstået, og fordi vi skaber rammerne omkring hende, så hun kan vokse i dem, fortæller hun til mediet.
Sofie Torp fortæller også, at Olga med tiden har fået et sprog.
Hun siger nemlig en række engelske ord, fordi det ifølge moren måske giver bedre mening for Olga.