Søren Brostrøm glæder sig: Én ting skal han altid i løbet af sommeren
Sommeren er for alvor skudt i gang med de mange solrige dage i juni.
For nogen venter der formentlig også en sommerferie rundt om hjørnet.
Det gør det også for direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.
Selv om han ikke har lagt sine ferieplaner helt fast, så er der i hvert fald én ting, han altid skal i løbet af sommeren.
- Jeg har faktisk ikke besluttet mig for, om jeg skal blive i Danmark eller rejse udenlands. Jeg plejer sådan hver andet år at blive i Danmark og hvert andet år at rejse udenlands. Jeg er vild med Danmark om sommeren, fortæller han til BILLED-BLADET, der møder ham til premieren på ”Statsministeren Helle Thorning-Schmidt”.
For Søren Brostrøm er født og opvokset i Aarhus.
Det sætter sit præg, for hver sommer skal han altid til Jylland.
- Jeg skal i familiens sommerhus ved vestkysten. Der skal jeg i hvert fald over en uge, men om det bliver længere i Danmark eller Jylland, det ved jeg ikke. Det har været i familiens eje siden 1930’erne. Jeg skal i hvert fald til Jylland, for jeg er altid i Jylland om sommeren. Om det bliver en uge eller flere uger, det får vi at se, fortæller han og smiler.
Når han har nydt sin ferie, kan han se ind i en fremtid, der byder på helt nye ting.
For i starten af oktober stopper han som direktør i Sundhedsstyrelsen efter otte år på posten.
Hvad han skal nu, vil han dog ikke give et eksakt svar på.