Sjove billeder: Gravid Johanne Schmidt i vildt samarbejde med D-A-D
Danmarks seje rock-konger fra D-A-D er gået sammen med Red Barnet anført af den gravide generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen om at få lavet en cool t-shirt, der bliver solgt til fordel for udsatte børn.
Anledningen er Fars dag den 5. juni.
Gravid Johanne Schmidt Nielsen er glad
Samarbejdet er netop blevet skud i gang med en sjov fotosession, og både voksne og børn kan trække i t-shirten.
- Børn er vores guld, og hvis du kan slippe lidt af dit guld, så er her da den perfekte mulighed. Alle børn skal have det godt, og nu hvor overskuddet fra denne t-shirt bidrager til Red Barnets vigtige arbejde, kan vi som orkester kun bakke 110 procent op om det, lyder det fra Jesper Binzer, forsanger i D-A-D og Red Barnets ambassadør.
- Det er sådan et fint samarbejde, og vi er glade for, at et ikonisk rockband som D-A-D vil hjælpe med at sætte fokus på vores arbejde og samle penge ind til udsatte børn, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, der så ekstra godt ud i den nye t-shirt.
Maven er fin
Johanne er gravid, og derfor bulede maven flot under den seje nye t-shirt.
Oprindeligt var planen at lancere en sort t-shirt til voksne og en gul til børn.
Den plan er der dog blevet justeret lidt på.
I forbindelse med lanceringen af samarbejdet poserede Jesper Binzer til fotosession med Johanne Schmidt ikke kun i den sorte voksen-udgave, men såmænd også i en gul børne-t-shirt, der sad godt og stramt på ham.
Kæmpe hit
Det blev et kæmpe hit og udløste en storm af henvendelser på Instagram om også at få trykt en gul t-shirt til de voksne.
Red Barnet lavede en afstemning, lyttede til resultatet, og nu kan voksne både købe en t-shirt i sort og gul.
Fed t-shirt
Den fine t-shirt koster 300 kr. og fås altså i sort og gul til voksne samt i gul til børn.
Trøjen kan købes i Red Barnets webshop: webshop.redbarnet.dk, og overskuddet for salget af t-shirten går altså til Red Barnets arbejde for udsatte børn i Danmark og ude i verden.