Se Jan Magnussen til premiere med sin yngste søn: Luca vil gå i fars og storebrors fodspor
Magnussen-efternavnet hænger uløseligt sammen med motorsport, og sådan ser det ud til også at blive mange år ud i fremtiden.
50-årige Jan Magnussen har længe været en kendt racerkører, og sønnen Kevin på 30 år har også været blandt verdens bedste i sin disciplin i mange år.
Og hvis alt går godt, træder den næste Magnussen inden længe ind på den helt store scene.
Jan Magnussens yngste søn, Luca på 13 år, drømmer nemlig om at gå i sin fars og storebrors fodspor og blive professionel.
Det fortalte han, da han og hans far var til gallapremiere på filmen ”Gran Turismo”.
- Jeg startede med at gøre gokart for to år siden, lød det fra Luca, der har selvtilliden helt i orden.
Er du en af de bedste?
- Ja, der er jeg, sagde han med stor overbevisning.
- Det synes jeg også, tilføjede Jan Magnussen, der også har travlt med sin egen karriere.
- Jeg kører i Danmark og i Europa, og når jeg ikke kører, er jeg sammen med Luca, og han kører gokart også rundt omkring i Europa nu. Der er et travlt program. Når vi ikke kører, ser vi Formel 1 i fjernsynet, hvor storebror kører.
Netop Kevin Magnussen blev i sommer far for anden gang, og Jan Magnussen nyder at være blevet farfar igen.
- Det er fantastisk. Det er en travl sæson, så vi har ikke set så meget til hinanden, men det er fantastisk.