SE BILLEDERNE: Finn Nørbygaard har sat sit fantastiske hus til salg
Komiker, radiovært og foredragsholder Finn Nørbygaard har sammen med sin hustru Hanne taget en stor beslutning.
Efter 15 år i dette skønne hus, der har dannet rammen om parrets bryllup, datterens konfirmation og hundrevis af middagsselskaber, har Hanne og Finn Nørbygaard sat deres lækre villa i Søllerød nord for København til salg gennem Danbolig.
- Jeg er meget i tvivlt, om det er det rigtige. Jeg holder utrolig meget af at bo her, så det er ikke med min gode vilje, siger Finn Nørbygaard og fortæller, at også hustruen Hanne stadig er i tvivl, om de har truffet den rigtige beslutning.
En meget svær beslutning
- Det er nok mest fordi, vi endnu ikke ved, hvor vi skal bo, når det er solgt. Så er det lidt svært, for vi elsker at bo her. huset er bare blevet alt for stort til os, siger Finn Nørbygaard og fortsætter:
- Vi har ikke længere vores datter, Emma, hjemme, og så er der meget plads på 230 kvadratmeter. Haven er også en ordentlig omgang, hvis jeg også skal have tid til at spille lidt golf, smiler Finn Nørbygaard, der drømmer om "noget med stor tagterasse og parkering i kælderen".
Helt fantastisk udsigt
Huset har en suværen beliggenhed med den mest betagende udsigt over Søllerød Naturpark.
I annoncen fra Danbolig i Holte hedder det, at villaen har flere gode terrasser og en have med rig mulighed for udeliv - samt elbetjent låge, der giver fuld diskretion for enden af den lukkede indkørsel.
Ud over de almindelige stuer, værelser og soveværelser med udgang til altan, er der også et orangeri, ligesom stuen er med fantastisk udsigt og udgang til haven. Dertil en kæmpe garage til to biler.
Drømmer om tagterasse
- Vi har været lykkelige for at bo her, men det er bare blevet for stort til os. Så vi skal videre, siger Hanne Nørbygaard om huset, der forhåbentlig kan byttes ud med en lækker, nemmere lejlighed med en terasse til Hannes mange planter og "grønne fingre"-projekter.
Se billederne af parrets fantastiske hus i galleriet over artiklen.
Billederne fra Danbolig er delt her efter aftale med Finn Nørbygaard.