
Sarah Bro skal være vært på TV 2: Sådan har kæresten hjulpet hende

De fleste har helt sikkert lært Sarah Bro at kende, da hun var aktiv svømmer.
Siden hun stoppede sin karriere, har hun lavet flere forskellige projekt herunder tv-optagelser.

Tidligere på måneden kunne Sarah Bro afsløre, at hun havde fået job hos TV 2, hvor hun skal være vært og reporter på fodboldredaktionen.
- Jeg starter i juni, så jeg har lige et andet kæmpestort projekt, der skal skydes i gang, som clasher lidt med mit job på TV 2, fortalte Sarah Bro, da BILLED-BLADET mødte hende til premieren på ”The Last of Us”.
Hun har i løbet af april et par enkelte dages oplæring, hvor hun snuser til det, hun skal beskæftige sig med.
- Jeg havde min første dag i mandags, så det var rigtig spændende. Det var helt vildt fedt. Jeg var med til Brøndby-AGF ude på Brøndby Stadion, og det var så fedt at få et indblik i, hvordan det rigtig foregår, når man afvikler sådan en fodboldkamp, fortalte hun smilende.
Det er velkendt, at Sarah Bro selvfølgelig har indgående viden om svømning, men det blev altså ikke den sportsgren, hun skal arbejde med.
Forklaringen skal findes hos TV 2.
- Jeg tror bare, at fodboldredaktionen synes, jeg var et godt match der, så lige nu har jeg hovedet dykket ned i fodboldresearch for at få en masse god viden, fortalte hun.
Heldigvis foregår en del af den research hjemme i privaten, hvor hun og kæresten André ser udvalgte kampe.
- Vi ser lidt fodbold derhjemme i forvejen, så hun har fået den grundlæggende viden, fortalte han, før Sarah Bro tog over:
- André er stærkest i engelsk fodbold, og jeg skal lave Superliga. Så jeg kan få lidt fifs der.

Sarah Bro starter i sit nye job på TV 2 den 1. juni.
