Rosa Kildahl om svigersønnen i den gule trøje: Nu kan Frida nemmere få øje på sin far
Jonas Vingegaard har taget hele Danmark – og hele verden – med storm, og på torsdagens etape leverede cykelrytteren endnu en pragtpræstation.
Han kørte alene i mål på den krævende og sidste bjergetape, og han lagde dermed yderligere afstand til sin nærmeste forfølger.
Svigermor følger med
Der skal gå meget galt, hvis han ikke vinder Tour de France på søndag.
Antallet af cykelfans herhjemme er vokset og vokset den seneste uge, og én af dem, der følger trofast med, er selvfølgelig hans svigermor Rosa Kildahl.
Pavestolt af Jonas
Hun og datteren Trine og barnebarnet Frida følger Jonas Vingegaard rundt i Frankrig under Tour de France, og det har selvsagt været svært at få armene ned oven på hans imponerende indsats.
- Vi er selvfølgelig pavestolte af Jonas og ved, hvor meget han har fortjent den gule trøje. Det arbejde han laver dag ud og dag ind, bærer nu frugt, lyder det fra Rosa Kildahl, der er kendt fra ”Den store bagedyst” på DR.
I godt en uge er det Jonas Vingegaard, der har kørt rundt i den gule trøje. Den betyder, at han fører Tour de France, men der er også en anden god ting ved, at han kører rundt i netop den farve.
- Frida kan meget nemmere få øje på ham, nu hvor han skiller sig mere ud fra de andre”, fortæller Rosa Kildahl om barnebarnet på knap to år.