Rørende afsked med Lars Høgh
Fantastiske Lars Høgh, der som målmand og træner har været en kæmpe profil i dansk fodbold siden 1980’erne, gik bort i onsdags i en alder af 62 år.
Høgh vogtede målet i 817 kampe for Odense Boldklub, OB, der søndag aften tog imod Randers i en pokalkvartfinale.
Rørende afsked med Lars Høgh
Tilskuerne og spillerne på stadion tog en rørende afsked med Lars Høgh.
Allerede et kvarter før kickoff kunne man høre ”Time to Say Goodbye” i højttalerne på stadion, hvor de mange fremmødte fans lyste med deres mobiltelefoner i retning af midtercirklen.
Smuk sang
Netop Andrea Bocellis klassiker ”Time To Say Goodbye” blev også spillet på Odense Stadion, da Lars Høgh havde spillet sin allersidste OB-kamp og igen efter hans såkaldte testimonialkamp eller afskedskamp, mens han med våde øjne gik en æresrunde på stadion.
Et minuts stilhed
Før aftenens pokalkamp mellem OB og Randers blev der holdt et minuts stilhed. Ligeledes blev kampen afbrudt efter 8 minutter og 17 sekunder, hvor spillere, trænere og tilskuere rejste sig og klappede for at mindes og hylde Lars Høgh. De 8 minutter og 17 sekunder symboliserede de 817 kampe, Lars Høgh spillede for sin hjerteklub.
Dermed fik Odense taget en smuk og rørende afsked med Lars Høgh, der tirsdag bisættes fra Odense Domkirke.