Paprika Steen er veninde med Helle Thorning-Schmidt: Mødtes et usædvanligt sted
Fredag var en stor aften for Helle Thorning-Schmidt.
Her havde hun premiere på sin nye dokumentar ”Statsministeren Helle Thorning-Schmidt” om tiden, hvor hun var landets overhoved.
Det var der naturligvis en lang række familiemedlemmer og venner, der bakkede op om.
Paprika Steen er gode veninder med Helle Thorning-Schmidt, og hun var taget til premieren for at støtte hende.
Her satte hun ord på, hvordan deres godt ti år lange venskab blev til.
- For mange år siden da hun var statsminister, trænede vi det samme sted, så første gang, vi mødte hinanden var i bruseren. Så var det bare en sympatico (ligesindet red.), og så har vi en fællesveninde og har mødtes derigennem. Så gik det egentlig bare derfra, fortæller Paprika Steen og fortsætter:
- Vi har været til Folkemøde sammen, og så kom hun til min fødselsdag og til mine premierer, så nu kommer jeg til hendes premiere.
Det er dog ikke altid, at det er helt nemt at få lagt planer om at mødes.
For Helle Thorning-Schmidt er en travl kvinde, som ofte er udenfor landets grænser.
- Hun er jo lidt svær at få fat i, for hun er aldrig hjemme. Bare se på hendes Instagram; Shanghai den ene dag, Malmø den næste, fortæller Paprika Steen med et glimt i øjet.