På job under kongeparrets besøg: Anders og Torben har fået en vigtig opgave
Store dele af Holstebro er på den anden ende fredag eftermiddag, for her markeres byens 750-års jubilæum.
Selveste kongeparret er taget til byen for at være med til at fejre jubilæet, og hundredvis af vestjyder er taget til byen for at få et glimt af det royale par.
Det betyder også, at der kan opstå trafikale udfordringer, og derfor er Anders og Torben trukket i arbejdstøjet.
De to tvillinger fra Holstebro er gennem flere år blevet fulgt af TV 2, og de har haft deres eget program, og i dag kan man være heldig at spotte dem – i hver fald hvis man befinder sig ved Gråkjær Arena.
Her hjælper Anders og Torben som en del af Hjemmeværnet nemlig med at holde styr på trafikken. Det skriver TV Midtvest.
De to regner ikke med, at de selv får et glimt af dagens æresgæster.
- Det skulle da kun lige være, hvis de kommer og parkerer herude, men det tvivler jeg på, de gør, sagde Anders og Torben nærmest i kor, da TV Midtvest mødte dem på den store parkeringsplads.