Nu sætter Charlotte Fich ord på det: Afslører nyt om DR-serien Huset
DR havde i efteråret succes med dramaserien ”Huset”.
Den fulgte fire fængselsbetjente i deres hverdag i fængslet, som de kalder for ”Huset”.
Én af dem var Charlotte Fich, som havde rollen som Gertrud, der var enhedschef.
Når skuespilleren ser tilbage på året, er det blandt andet ”Huset”, hun husker tilbage på med stor fornøjelse.
-Det har været et fantastisk spændende år, synes jeg. Jeg har været viklet ind i alle mulige skægge projekter, fortæller Charlotte Fich, da BILLED-BLADET mødte hende og manden Per Fly til premiere på forestillingen ”Dance, ballerina, dance”.
- ”Huset” har været fantastisk. Det har fået en fantastisk modtagelse. Det var noget af en opgave at lave, uddyber hun.
Da det sidste afsnit af serien blev sendt på DR, var der allerede mange spekulationer, hvorvidt der kom endnu en sæson af serien.
Spekulationerne fortsætter, men Charlotte Fich er sikker på, at der med sikkerhed er mange, der gerne vil være med, hvis der kommer endnu en sæson.
- Der kommer ikke en sæson to, hvad jeg ved af, men jeg er sikker på, at hvis man kan finde en god historie, vil alle være med til at lave mere, fortæller hun.
Foruden Charlotte Fich blev hovedrollerne spillet af David Dencik, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Sofie Gråbøl.