Nibras og Obaid vandt et hus i Nybyggerne: Det skal der ske nu
Det fynske ægtepar Nibras og Obaid vandt et hus i "Nybyggerne", men der går dog lidt tid før Nibras og Obaid for alvor skal finde flyttekasserne frem. Parret skal nemlig først lave en aftale med banken, hvor de blandt andet skal betale skat af huset.
– Huset bliver først vores, når vi underskriver skødet. Vi vil gerne flytte, men vi skal lige have solgt vores egen lejlighed i Sydhavnen, før vi kan komme videre, fortæller Obaid til BILLED-BLADET et par dage efter finalen.
Nu hvor ”Nybyggerne” er et overstået kapitel, så er spørgsmålet, om vi kommer til at se det fynske ægtepar i flere tv-programmer – og den idé er de ikke afvisende omkring.
– Obaid har altid gerne ville være med i ”Korpset”!, udbryder Nibras og griner.
– Jeg synes, at det har været sjovt at lave tv. Men lige nu skal jeg tilbage til mit arbejde, og muligvis fokusere på mine sociale medier ved siden af, og se hvad jeg kan få ud af dem. I kommer nok ikke til at se mig i ”Vild med dans”, men det ved jeg, at de andre ”Nybygger”-damer måske er med på, fortsætter Nibras med et glimt i øjet.
– Det bliver nok heller ikke ”Hvem vil være millionær”. Vi vil aldrig blive enige om svarene, men måske noget a la ”Først til Verdens Ende”, lød det fra parret, der glæder sig til at flytte ind i deres nyvundne hus.