Når Trine Gadeberg holder sommerfri, følger strikketøjet med
Trine Gadeberg har nydt dejlige sommerdage i sommerhuset i Tversted, mens hun og ægtemanden Kasper Le Fevre har medvirket i Hjørring revyen. Fritiden har budt på badning i Vesterhavet – uanset vind og vejr – og strikketøjet hører også med til fritidssyslerne.
– Det er skønt at have tid til at sidde i skyggen med et glas hjemmelavet hyldeblomstsaft propfyldt med isterninger og så bare nyde stranden og strikke. Det giver en dejlig ro, fortæller Trine Gadeberg til BILLED-BLADET. Skuespilleren og sangeren lærte at strikke af Preben Kristensen i 2017, da de var på turné med Linje 3.
– Under coronaen lavede Ditte Hansen, Christiane Gjellerup Koch og jeg podcasten ”Mens vi strikker”, hvor vi strikker sammen, og den har vi stadig. Her taler vi om alt det, man kan snakke om, mens man strikker. Man skal jo ikke bruge munden til at strikke med, og det er som en god, gammeldags bindestue, hvor man i gamle dage var samlet om at strikke om aftenen og fik vendt en masse ting, siger Trine Gadeberg, der har haft travlt med strikkepindene.
– Jeg har lige strikket noget til min søde mand, og ellers strikker jeg til min datter, min svigersøn eller mig selv, lyder det fra Trine Gadeberg.