Molly Egelind måtte på skadestuen efter rengøringsulykke
Det er de færreste, der må en tur på skadestuen efter at have været i gang med kost og spand.
Men det var desværre virkeligheden for skuespilleren Molly Egelind, der måtte en tur på skadestuen efter hun havde gang i søndagsrengøringen.
I en story på Instagram delte Molly Egelind et billede, hvor man kunne se, at hun brugte sin søndag på akutmodtagelsen på Amager Hospital.
"Sygeplejeskolen"-skuespilleren har nu forklaret til SE og HØR, hvordan hun kunne komme til skade af at svinge støvkosten.
– Jeg var i fuldt søndagsrengørings-tornado mode og var lidt uopmærksom. Jeg kom til at sætte mit knæ oven i en meget skarp (men smuk!) glasskulptur og fik en stor flænge i skinnebenet, fortæller skuespilleren i en besked til SE og HØR.
Molly Egelind kunne dog meddele, at hun efter hospitalsbesøget var på toppen igen. Hun kunne nemlig spise fastelavnsboller med hele familien efter den blodige episode.