Michael Olesen blev vraget: Sådan var det at være tilbage i Vild med dans-studiet
Foruden deltagerne fra årets sæson af ”Vild med dans” var en lang række af de tidligere stjerner fra TV 2-programmet også tilbage i studiet fredag aften.
Årsagen var, at man skulle fejre de 20 sæsoner af ”Vild med dans” med et stort jubilæumsshow.
Blandt gæsterne på den røde løber var Michael Olesen, som flere gange har givet udtryk for, at han var ærgerlig over, at han ikke skulle være en del af denne sæson. Men i fredags var han altså tilbage i vante rammer.
- Det var fantastisk dejligt at være tilbage og være i studiet. Det vigtigste for mig var at få lov at fejre jubilæet. Det var skønt at se alle de seje, modige dansere. ”Vild med dans” har betydet helt vildt meget for mig, selvfølgelig. Jeg har været en del af holdet i 15 sæsoner, og det er jeg helt vildt glad og stolt og taknemmelig over. At være tilbage var bare det helt rigtige, fortalte han efter showet fredag aften.
- Jeg havde ikke kun glædet mig til at hylde ”Vild med dans”, for jeg vidste, der også kom en masse af de gamle kendinge. At sidde med dem og snakke og grine over gamle dage – der kan jeg mærke i mit hjerte, hvor meget ”Vild med dans” har betydet.
Michael Olesen har ikke fulgt slavisk med i den igangværende sæson, men til gengæld har han haft en masse ekstra tid i hverdagen til at være sammen med sin søn, Felix.
- Han er to og et halvt år, og der er fuld fart på. Han har fået fars energi, fortalte Michael Olesen.
TV 2 har allerede bekræftet, at ”Vild med dans” vender tilbage med sæson 21 næste år, og Michael Olesen er klar til at tage endnu en omgang på gulvet.
- Hvis de kan bruge mig, må de meget gerne ringe.
Michael Olesen debuterede i "Vild med dans" i sæson fire, og hans hidtil bedste placering er i sæson 14, hvor han vandt sammen med Sofie Lassen-Kahlke.