27. jul. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Michael Mørkøvs børn blev glade for hans sidsteplads i Tour de France: Sådan vil de bruge pengene fra rejsegavekortet

Trine og Michael Mørkøv
Trine og Michael Mørkøv
Foto: Mikael Rieck
Michael Mørkøv fik en sidsteplads i årets klassement i Tour de France, men det glæder hans børn sig over, for med den placering følger der et rejsegavekort.

Jonas Vingegaard endte på en suveræn førsteplads i årets klassement i Tour de France, og i den modsatte ende finder man også en dansker.

Michael Mørkøv er nemlig den langsomste af alle ryttere i årets felt, og han har brugt godt seks timer længere på de franske landeveje end Jonas Vingegaard.

Sidstepladsen er ikke noget, som den danske rytter er stolt af, men allerede inden touren sluttede, afslørede Michael Mørkøv, at hans børn håbede, han ville ende på sidstepladsen – det ville nemlig udløse et rejsegavekort på 1000 euro.

Men hvad skal pengene bruges på?

- Det har vi ikke snakket om endnu. Vi skal lige have gavekortet først, fortæller Michael Mørkøv, der ikke ønsker at sælge skindet, før bjørnen er skudt.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-07-27/20230726-mr-vingegaard-076-1.jpg
Michael Mørkøv med hustruen Trine og børnene Alberte og Frederik.
Foto: Mikael Rieck

Onsdag var han på Københavns Rådhus for at blive fejret sammen med de andre danske Tour-ryttere, og med sig havde han hustruen Trine samt Alberte på ni år og Frederik, som torsdag fylder syv år.

Datteren afslørede, at hun drømmer om, at gavekortet skal bruges på en rejse til Thailand, mens lillebror gerne vil en tur til Italien.

Michael Mørkøv og hustruen er også forældre til Victor på halvandet år, som under fejringen på rådhuset blev passet af sin mormor.

Læs mere om: