Lisbet Dahl er klar: Nu skal der knokles!
Der er gang i forberedelserne til Tivolirevyen, som der er enorme forventninger til.
Lisbet Dahl og James Price kan opleves sammen med de erfarne revyskuespillere Andreas Bo og Carsten Svendsen samt revydebutanterne Linda P. og dansk teaters nye unge stjerne, Nicolai Jørgensen, når de sammen indtager Glassalen fra den 1. juni.
Lisbet Dahl og James Price samt Nicolai Jørgensen dukkede for nylig op til en hyggelig dag i Tivoli i forbindelse med åbningen af sæsonen.
Her løftede Lisbet Dahl sløret for, hvordan der arbejdes nu og frem til premieren den 1. juni.
Lisbet Dahl griner og spiser
– Vi sidder rundt om spisebord i tre uger, og så griner vi og snakker og spiser noget lækker mad og synger lidt flerstemmigt og prøver at se, hvordan lyder vi egentlig, siger Lisbet Dahl, der er bundrutineret og ved, hvordan sådan en superrevy bliver til.
– En revy danner i virkeligheden sig selv. Man skal bare lade være med at anstrenge sig. Det kommer lige så stille og roligt, lyder det fra Lisbet.