Lettede Årgang 20-forældre: Louie har endelig fået sin diagnose
I begyndelsen af 2020 mødte seerne for første gang Maria og Daniel og deres lille søn Louie i ”Årgang 20”, og her kunne man også få et indblik i den svære start på livet, som deres søn fik.
Som spæd fik Louie meningtis, ligesom det også viste sig, at han havde en nyresygdom, og familien har derfor været ud og ind af hospitalet mange gange.
Meget modgang
Desværre har der været endnu mere modgang for familien fra Lyngby her i 2021. Nogle måneder efter Louies et-års fødselsdag fik Maria og Louie mistanke om, at der også var noget andet galt med deres søn.
Gennem de sidste måneder har Louie været i udredning i børnepsykiatrien, og nu har de endelig fået svar på det, som længe har været en mistanke: Louie har autisme.
Maria: Vi har været alle følelser igennem
Det fortæller Maria i et meget ærligt opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
”Fra første gang du lå i mine arme, vidste jeg, at du var noget helt specielt. I går var vi til samtale på psyk, hvor vi fik svar på udredningen – Louie HAR autisme. Han har fået en spædbarnsdiagnose for det, fordi han er under 2 år. Når han bliver 2 år, skal han ind at have sin ”rigtige” diagnose, som er infantil autisme,” skriver Maria Mainz, der også sætter ord på den svære situation, som hun og manden har været i gennem forløbet.
”Vi har grædt, grint, skændtes og krammet – været alle følelser igennem, og det havde vi brug for. Det er hårdt, men vi er også meget taknemmelige for, at vi nu kan få al den hjælp, vi har brug for – og som de sagde på psyk. ”Når I går ud af denne dør, så er Louie stadig præcis den samme skønne dreng, som han var, inden I gik ind”, og det har de bare SÅ ret i.
Fortsætter i Årgang 20
Gennem hele forløbet har Maria været meget åben om Louies sygdom og hans udredningsforløb, og det agter hun at blive ved med. Familien har heller ikke planer om at trække sig fra ”Årgang 20”, for de synes, det er vigtigt, at der også kommer fokus på børn som Louie.
Der er premiere på sæson 2 af ”Årgang 20” i begyndelsen af 2022.