La Glace overrasker: Nu har kajkagen fået en makker
Kaj og Andrea fylder 50 år, og der er mange, som i årenes løb har nydt at se de to elskede figurer i fjernsynet.
I årtier har det ligeledes været muligt at nyde en kajkage, og nu har den lille, runde kage endelig fået en smagfuld makker i form af Andreakagen.
En populær kage
Det er det anerkendte konditori La Glace i København, som har udviklet Andreakagen, og det har de gjort i samarbejde med specialskolen KHI – Hans Knudsens Instituttet.
Kagen er blevet en del af sortimentet i forbindelse med et projekt under PlanBørnefonden, der hjælper unge kvinder i Kampala i Uganda med at få fodfæste i livet gennem uddannelse og støtte til at få et arbejde eller starte som selvstændige.
For hver solgt kage donerer La Glace 25 kroner til det gode formål, og salget går indtil videre strygende.
- Det er en meget populær kage. Det er jo også den elegante dameversion af den noget klodsede kajkage, siger Marianne Stagetorn, der er indehaver af La Glace.
Andreakagen er ”månedens kage” i maj måned, og den kan købes frem til midten af juni. Den består af en limemousse med hvid chokolade og en kerne af brombærgele i midten. Andreas fødder er lavet af knasende karamelliserede mandler og solsikkerkerner.