Kasper Hjulmand fortryder inderligt: Jeg skulle have sagt stop
De fleste fulgte med, da Christian Eriksen pludseligt kollapsede lørdag den 12. juni 2021, da fodboldlandsholdet spillede åbningskampen under EM i Parken.
Her måtte landstræneren Kasper Hjulmand hurtigt tage en beslutning, om holdet skulle spille videre på dagen, eller om de skulle spille videre dagen efter.
Kasper Hjulmand tog en beslutning om, at spillerne skulle spille kampen færdigt – også selv om Christian Eriksen var blevet kørt til Rigshospitalet, hvor de hurtigt fik gang i fodboldspillerens hjerte.
Kasper Hjulmand fortryder den dag i dag, at han traf den beslutning, som han gjorde dengang. Det fortæller han i DR-programmet "En særlig samtale".
– Det, jeg er ærgerlig over selv, og det, som jeg skulle have gjort, var, at jeg skulle have sagt stop. "Spillere, ud i bussen, vi kører hjem". Det havde været det eneste rigtige at gøre. Men jeg gjorde det ikke, og jeg tror, det var den der med, at fratager jeg spillerne deres mulighed for at spille et EM, som var hele deres livsdrøm, lyder det fra Kasper Hjulmand i programmet, hvor han fortæller, at han i øjeblikket var fanget i en form for choktilstand.
– Jeg var jo selv i chok, så jeg var ikke i stand til at træffe den beslutning. Hvis jeg skulle have gjort det om, havde jeg sagt, "ind i bussen, vi kører", konstaterer Kasper Hjulmand.