Jørgen Leth indlagt: Ramt af flere blodpropper
Det har skrantet lidt med helbredet for Jørgen Leth det seneste halve år.
I marts blev han indlagt under en tur til Spanien, fordi han havde smerter i ryggen og var meget afkræftet.
Den 83-årige forfatter med mere – der i næste uge fylder 84 år – har endnu en gang været indlagt.
Blodpropper i lungerne
Jørgen Leth fortæller til Ekstra Bladet, at han netop er blevet udskrevet efter en indlæggelse.
- Jeg har lige været indlagt til behandling for blodpropper i lungerne, så jeg er på rekreation. Jeg har brug for at gå hver dag. Det er meget vigtigt, siger Jørgen Leth.
Nødvendigheden for en smule motion hver dag har gjort, at han har ledt efter forskellige gå-makkere ved hjælp af sin Instagram-profil.
Går tur hver dag
For at genoptræne begiver Jørgen Leth sig for tiden ud på gåture hver dag.
Gåturen giver ham ikke bare motion, men også muligheden for at snakke med de mange forskellige personer, der har meldt sig frivilligt til at gå tur med cykelsportskommentatoren.
- Jeg kan godt lide at tale med andre, og jeg går tur hver dag, så jeg har prøvet at sætte det i system, siger han til Ekstra Bladet.