Jesper Ole Feit Andersen fra Stormester måtte holde på hemmelighed i to år
De seneste mange fredage har sendefladen på TV 2 budt på endnu en omgang af ”Stormester”, og blandt deltagerne i sæson syv er Jesper Ole Feit Andersen.
Her har han imponeret med både sang og obskure løsninger, og fredag aften afsløres det, hvem vinderen bliver.
Jesper Ole Feit Andersen, Petra Nagel, Anders Lund Madsen, Kathrine Abrahamsen og Hadi Ka-koush har længe vidst, hvem der vandt sæson syv, men de har skullet holde på hemmeligheden længe. Der er en også en anden hemmelighed, som Jesper Ole Feit Andersen har måttet holde for sig selv i endnu længere tid.
Hans deltagelse i det populære TV 2-program har nemlig været længe undervejs, og til JydskeVestkysten fortæller han ifølge Se og Hør, at han faktisk sagde ja til at deltage i programmet for knap to år siden.
- Jeg hader at lyve, så det er helt forfærdeligt. Men jeg er sindssygt god til at holde på hemmeligheder, især når det kommer til mit arbejde – og jeg holder nogen lige nu, kan jeg fortælle dig, afslører den 37-årige skuespiller.
Jesper Ole Feit Andersen er blandt andre kendt fra ”Sygeplejeskolen”, og i december kunne man opleve ham som kongen i ”Julehjertets Hemmelighed”.