Jason Watt skal skilles: Nu sætter han ord på beslutningen
52-årige Jason Watt kunne på årets anden dag meddele, at han og Majbritt Berthelsen skal skilles.
Det er en beslutning, de har taget i fællesskab, oplyste de i hver sit opslag på Instagram.
Torsdag aften var han til filmpremiere på ”Babylon” og satte lidt ekstra ord på, hvordan det går, efter han og Majbritt Berthelsen har meddelt deres skilsmisse.
Jason Watt forklarer, at det går godt efter omstændighederne.
- Efter omstændighederne har jeg det godt. Det har været et fredsommeligt brud, så der er ikke noget drama, og vi er stadig gode venner. Hun var hjemme og drikke kaffe i dag, så det er så fredeligt, som det kan blive, fortæller Jason Watt til de fremmødte medier.
Jason Watt og Majbritt Berthelsen blev gift den 3. september 2016, og dengang havde de været kærester i to år.
Den tidligere racerkører dukkede op til premieren med den ene af sine tvillinger Filuca.
Derudover har han også tvillingesønnen Noah samt sønnen Silas.
Tvillingerne fik Jason Watt med Mai-Britt Vingsøe, mens han fik Silas med Sara Matthiesen.