James Price har fået tilbuddet flere gange: Derfor takker han nej til at være med i Vild med dans
James Price kaster sig gerne ud i avancerede opskrifter, der kræver de helt rigtige konsistenser, temperaturer og kogetider.
Men når det kommer til at kaste sig ud på et dansegulv, så tøver han.
Det fortæller James Price til B.T., da mediet spørger om, hvorfor han ikke har været med i TV 2-programmet "Vild med dans".
– Jeg er blevet spurgt et par gange, men jeg tror, at mine dansedage, de er ovre. Jeg bliver 65 næste gang, og jeg tænker, at det behøver jeg ikke, lyder det fra James Price, der slår en latter op.
Men det er ikke manglende danseerfaring, der er årsagen til, at han takker nej. James Price har nemlig gået til dans i sine unge dage.
– Jeg har danset det, jeg skulle danse. Jeg gik til stepdans som ung, så jeg har skam trippet rundt. Men det er mange år siden, afslutter James Price til B.T., der uden tvivl var en ørn på et dansegulv i sine unge dage.