Vidste du det? Hollywoodstjernen Jeremy Strong bor i Danmark
Han gør karriere på det store lærred og bevæger sig på Hollywoods røde løbere blandt nogle af verdens største stjerner.
Og så har han netop vundet en Golden Globe i kategorien ”Best Television Actor” for sin præstation i serien ”Succession”, der også vandt en Golden Globe for bedste dramaserie.
Men Jeremy Strongs hverdagsliv udspiller sig langt væk fra det luksusliv, man typisk forbinder med livet i Hollywood. Og faktisk i vores egen lille andedam. For Jeremy Strong har valgt at bosætte sig i Danmark.
Serien som alle taler om
Jeremy Strong er især blevet kendt for sin medvirken i HBO-serien ”Succession”, der handler om den rige og magtfulde Roy-familie, der ejer alt fra medier til forlystelsesparker.
Her følger man faderen, patriarken Logan Roys, kamp for at finde en arving blandt sine børn. Her spiller Jeremy Strong sønnen Kendall – en plaget mand med store ambitioner og et behov for sin fars accept. Et liv som står i stor kontrast til skuespillerens virkelige tilværelse.
Familiens base
Skuespilleren er gift med danske Emma Wall og sammen med deres tre døtre bor de i et gammelt københavnerhus i indre by.
København er familiens base. Selvom Jeremy Strong også rejser meget med jobbet og kan være væk længe ad gangen, hvor han også opholder sig i Brooklyn.
Forelsket i København
Da Jeremy mødte sin kone Emma, havde han endnu ikke fået sit store gennembrud. Forholdet blev hurtigt seriøst, og da de havde været kærester et par måneder, inviterede Emma Jeremy til Danmark.
Det blev hans første møde med det, der senere blev hans hjem:
- Fra lufthavnen tog jeg direkte til sild og snaps, den ordentlige danske velkomst. Hun viste mig København og den fantastiske kombination, I har af historiske bygninger og det ultramoderne. Jeg blev forelsket i byen med det samme. Det er kommet til at føles som mit hjem, fortalte Jeremy Strong til DR.
Til The New Yorker har Jeremy Strong også fortalt, at parret har et sommerhus i Tisvilde, som de købte under pandemien.