Stjernerne om den kommende Downton-film: Vi er SÅ klar!
Biograffilmen om Downton Abbey med alle de populære stjerner blev en kæmpe succes - og derfor har der længe verseret rygter om en efterfølger. De færreste tvivler nu på, at filmen bliver til noget - men alle planer har måttet sættes lidt på pause på grund af corona-pandemien.
Mr. Carson står klar i døren
Filmens producer, Gareth Neame, forklarer, at han regner med at have manuskriptet klar i løbet af året - men at udfordringen bliver at få samlet hele holdet igen. Vil alle skuespillerne have tid på samme tidspunkt? Og kan kontrakterne falde på plads?
Men produceren behøver måske ikke gøre sig så store bekymringer. Flere af de største navne i "Downton Abbey" meddeler, at de næsten står og stamper i startboksen for at komme i gang.
- Der er masser af plads til en film mere, siger Jim Carter - alias seriens butler Mr. Carson. - Jeg vil stå parat ved hovedddøren og byde jer indenfor. Der er potentiale her, og jeg tror, vi vil være lykkelige for at lave filmen. Alle elskede den første, tiføjer Carson.
Husets herre er klar igen
Også husets herre, spillet af Hugh Bonneville, er klar. I et interview med magasinet Vanity Fair udtalte Bonneville: - Hvor mange "Star Wars"-film har der været? Dette her kan blive ved for evigt ...
Joanne Frogatt - seriens Mrs. Bates - er også frisk på en tur mere på Downton Abbey: - Jeg tror godt, jeg kunne overtales.... ja, selvfølgelig ville jeg gøre det igen! Det føles bare så godt, at komme tilbage på arbejde med en gruppe venner. Husk på, at vi har arbejdet sammen i over 10 år nu.