Britisk komiker er død
Den britiske komiker, skuespiller og forfatter Rik Mayall er blevet fundet død i sit hjem i London. Han blev kun 56 år, skriver The Independent.
Mayall er nok mest kendt for sin medvirken i 1980’er serien ”The Young Ones”, hvor han blandt andre spillede over for skuespilleren Adrian Edmondson.
I serien spillede han rollen som Rick, der forsøger at lave en revolution mod den britiske leder Margaret Thatcher.
Dødsfaldet er kommet som et chok for komikerens familie og venner, men ifølge politiet er der ikke noget mistænkeligt ved dødsfaldet.
Et stærkt hjerte
Det menes, at det var Rik Mayalls hustru Barbara Robbin, som fandt ham død i deres fælles hjem, og hun er meget rystet over hans pludselige død.
- Vi ved endnu ikke, hvad der er sket. Han havde et stærkt hjerte, så jeg tror ikke, det var et hjerteanfald. Men vi ved det ikke, før vi får retsmedicinerens rapport, siger Barbara Robbin til avisen.
Hun og Rik Mayall havde været gift i 29 år, og de har tre voksne børn sammen.
Udover komedieserien ”The Young Ones” medvirkede Mayall også i ”Bottom”, ”The New Statesman” og ikke mindst BBC-komedieserien ”Blackadder”, hvor han spillede sammen med Mr. Bean-skuespilleren Rowan Atkinson.