AD fik sit hjerte knust, da hendes store kærlighed afviste hende ved alteret i Love is Blind
I finaleafsnittet af ”Love is Blind” ringede bryllupsklokkerne for AD og Clay, men dagen endte på ingen måde, som de havde regnet med.
Vejen til brylluppet havde ikke været helt let, men alligevel virkede det til, at det skulle blive den lykkeligste dag i deres liv.
AD og Clay stod storsmilende ved alteret og kunne ikke få øjnene fra hinanden, og da de gav hinanden deres løfter, var det fyldt med kærlighed.
Dog tog det en chokerende drejning, da præsten spurgte, om de ville gifte sig med hinanden.
Mens AD gav et helt sikkert ”ja”, kom der ikke den samme respons fra hendes forlovede.
– Det har været en skøn proces. AD, jeg elsker dig. Det ville være uansvarligt for mig at sige ja, sagde Clay, mens alle gæsterne sad i chok.
Det var en tydeligt knust og overrasket AD, der tog imod ordene.
– Jeg mangler stadig at nå dertil, hvor jeg er 100% engageret, og nu må du ikke tro, at det ikke kommer til at fungere. Jeg vil arbejde på det for din skyld, og vi vil gøre det her sammen, sagde Clay i ”Love is Blind”.
AD valgte at forlade brylluppet sammen med sin mor og brudepiger, men på vej ud fra ceremonien fik hun et kærligt kram fra Clays mor, der også var overrasket over beslutningen.
Efterfølgende forsøgte Clay at overbevise AD om at give forholdet endnu en chance. Han fortalte hende, at han elskede hende, men bare ikke var klar til et ægteskab.
Da Clay blev interviewet alene, forklarede han dog, at han ikke var dybt forelsket, og at der var nogle områder, såsom økonomi, som de ikke havde talt ordentligt om.
Tilbage sad en hjerteknust AD, som ikke forstod, hvad der lige var sket.
– Jeg elsker ham. Det gør jeg virkelig. Jeg er så ked af, at jeg ikke var nok for ham til at få det til at fungere. Jeg kan ikke tvinge ham, og jeg vil fandeme ikke tigge ham om at vælge mig. Jeg er færdig, sagde AD i programmet.
Hele fem par blev forlovet i sjette sæson af ”Love is Blind”. Kun to af parrene nåede hele vejen til alteret, men her var det kun det ene, som endte med at blive gift.