Romantik i verdensklasse: Lionel Messi gift med sin barndomskæreste
Da niårige Lionel Messi første gang mødte den næsten jævnaldrende Antonella i sin hjemby i Argentina, kunne de færreste forudse, at han en dag ville blive verdens måske største fodboldstjerne. Og endnu færre kunne vide, at de to mange år senere ville blive mand og kone. I går gav de to tidligere barndomskærester hinanden deres ja ved et eksklusivt bryllup i parrets fødeby, Rosario i Argentina. Messi, nu 30 år, og 29-årige Antonella har dog i flere år boet sammen i Barcelona, hvor Messi er den ubestridte superstjerne på byens legendariske fodboldhold. Parret har to sønner sammen - Thiago på fire og etårige Mateo.
Brudekjole i spansk design
Over hele verden løber millioner af små drenge rundt med Messis navn på deres fodboldtrøjer, og mange af dem ville sikkert have tabt både næse og mund, hvis de havde været til globryllup i Argentina.
Blandt de 260 gæster var nemlig en lang række af Messis berømte holdkammerater fra Barelona - deriblandt Gerard Piqué, der kom med sin kone, popstjernen Shakira.
Bruden var i en super-romantisk brudekjole, designet af spanske Rosa Clara fra Barcelona.