Morten Ankerdal elsker fodbold, men han glæder sig ikke til VM: Det er helt absurd
Søndag begynder den mest kontroversielle fodboldslutrunde nogensinde, og man vil kunne følge VM i Qatar på både DR og TV 2.
På TV 2 er det Morten Ankerdal, som sammen med Camilla Martin skal være vært på de mange studieprogrammer, og selv om han har prøvet det masser af gange før, bliver VM 2022 fuldstændig anderledes for den rutinerede sportsvært.
Morten Ankerdal: Det virker helt forkert
- Jeg har aldrig forberedt et VM, hvor jeg har brugt så meget tid på alt det, der ikke handler om fodbold. Det har indtil videre fyldt mere end fodbolddelen. Det her er det mest absurde VM, vi kommer til at opleve. Vi er gået fra et VM i Rusland i 2018, som rent geografisk var det største VM nogensinde, og også under VM i Rio i 2014 rejste vi meget rundt. Denne gang er det mindre, end det nogensinde har været. Det er mindre end Danmark. Det er absurd, at VM i fodbold, som er så stort, bliver spillet et sted, hvor der ikke er nogen fodboldkultur. På alle måder virker det bare forkert, fortæller Morten Ankerdal.
Den 49-årige sportsvært skal dække åbningsceremonien hjemme fra Danmark, og i næste uge rejser han så ned til Qatar, hvor det hele foregår. Morten Ankerdal har prøvet det mange gange før, men denne gang bliver det en fuldstændig anderledes oplevelse at dække slutrunden.
- Det er ikke et mesterskab, hvor jeg som sådan glæder mig, som jeg normalt ville gøre. Jeg glædede mig til at komme til Brasilien i 2014 og opleve fodboldens hjemland, men sådan er det ikke denne gang.
Et historisk VM
Til gengæld ser Morten Ankerdal som journalist frem til at dække den verdensomspændende begivenhed, som han tror, der vil blive snakket om mange år ud i fremtiden.
- Hvis man ser på det med en fans’ øjne, er det trist, men jeg er journalist, og jeg vil gerne opleve det og dække det fra første række og rapportere hjem om det her. Jeg tror ikke, det bliver så sjovt, som det kunne have været, men det er spændende at være journalist i det, forklarer han.
Man kan se mere til Morten Ankerdal, når TV 2 sender direkte fra åbningsceremonien fra klokken 15 søndag eftermiddag. På onsdag rejser han ned til Qatar, hvorfra han blandt andet skal dække Danmarks kamp mod Frankrig på lørdag.