21. apr. 2022
Af

Aldrig sket før: Vild hæder til Peter Schmeichel

Peter Schmeichel.
Peter Schmeichel.
Arkivfoto: Mega
Peter Schmeichel har virkelig noget at være stolt over efter han blev den første målmand nogensinde til at modtage ærefuld udnævnelse.

Peter Schmeichel har fået en flot hæder.

Den tidligere målmand er som den første målmand nogensinde blevet optaget i Premier League Hall of Fame.

Det oplyser den engelske fodboldliga på sin hjemmeside.

58-årige Peter Schmeichel optages med følgende begrundelse:

"Schmeichel er den første målmand til at blive optaget i Hall of Fame, efter at have vundet fem Premier League-titler i løbet af sine syv sæsoner hos Manchester United. Danskeren var en imponerende figur mellem stængerne, da United dominerede engelsk fodbold i halvfemserne og holdt buret rent 128 ud af 310 Premier League-kampe. Han er fortsat den eneste keeper, der har vundet prisen som Premier League Player of the Season, som han vandt i 1995/96."

Optagelsen i Hall of Fame bestemmes efter en onlineafstemning blandt fans og gennem et udpeget panel af fodboldeksperter.

Hall of Fame "anerkender og fejrer den enestående dygtighed og talent hos personer, der har præget Premier League siden starten i 1992 ", oplyser ligaen på hjemmesiden, hvor man også understreger, at det er den højeste individuelle æresbevisning, ligaen tildeler spillere.

– Jeg er meget beæret over at blive optaget i Hall of Fame. Jeg forstod med det samme, at ens karriere kun er for en meget kort periode. Du skal få det bedste ud af den mulighed og sørge for, at du er en, der bliver husket, fordi du har gjort noget, siger Peter Schmeichel selv om æren.

Ud over Peter Schmeichel bliver også Sergio Agüero, Didier Drogba, Vincent Kompany, Paul Scholes og Ian Wright optaget i Hall of Fame.

Sammen med Wayne Rooney og Patrick Vieira udgør de dette års optagne i Hall of Fame.

Peter Schmeichel blev optaget i Fodboldens Hall of Fame herhjemme i 2009, i Dansk Idræts Hall of Fame sammen med EM92-holdet i 2008 og i English Football Hall of Fame, der altså ikke har noget med Premier League Hall of Fame at gøre, i 2003.

Schmeichel blev udpeget til verdens bedste målmand to gange i karrieren, i 1992 og 1993, og udover EM-triumfen i 1992 og de fem mesterskaber i England, har han blandt andet været med til at vinde Champions League i 1999, hvor holdet også vandt mesterskabet og den engelske pokaltitel, FA Cuppen, og dermed sikrede sig den såkaldt treble med tre trofæer i samme sæson.

Læs mere om: