Robbie Williams har tabt over 10 kilo: Nu røber han hvordan
Robbie Williams er hovedperson i en kommende dokumentar, der får premiere på streamingtjenesten Netflix.
Den dykker ned i den private side af musikeren, der har levet et tumultarisk liv.
I forbindelse med premieren har Robbie Williams givet interview til The Times, og det er her han ifølge People røber, at han har tabt sig.
Den 49-årige forklarer, at han har tabt sig 25 pund, som svarer til lidt over 11 kilo.
Det er dog ikke foregået helt naturligt, for han røber i interviewet, at det er med medicinsk hjælp.
- Skat, jeg er på Ozempic. Eller noget, der minder om Ozempic. Det er et julemirakel, fortæller Robbie Williams.
I en lidt sarkastisk tone understreger han også, at medicinen ikke bare har hjulpet på hans fysiske tilstand, men også hans mentale.
Robbie Williams har tidligere været åben omkring sine indre dæmoner.
Han understreger i det nye interview, at hans mentale tilstand forværres af, at han vejer for meget. Fordi han taler endnu grimmere om og til sig selv.
Første gang der blev talt offentligt om Robbie Williams’ fysiske ændring, var blandt andet, da hans dokumentar fik premiere i Cannes tidligere på året.
Her blev et billede af en noget tyndere Robbie Williams delt.
Dengang kommenterede han dog ikke på, hvordan han havde tabt sig.