Rørt Hilda Heick om Peter Bellis død: Jeg havde det desværre på fornemmelsen
19. juni ville Peter Belli været fyldt 80 år, men den fødselsdag nåede han ikke.
Fredag 9. juni kom den triste nyhed om, at Peter Belli takkede af for denne gang 8. juni.
En tung kendsgerning, der ikke kom helt bag på Keld og Hilda Heick.
- Vi har haft det på fornemmelse. June og Peter har vært meget private de seneste år. Vi har slet ikke haft kontakt med dem og har da tænkt, at de måske ikke var så raske, fortæller en meget rørt Hilda Heick til BILLED-BLADET.
Vi sås ofte
- Vi har ellers haft det så hyggeligt med dem gennem årerne. Da vi var yngre, sås vi ofte. Så ringede June nogle gange og sagde: ”Jeg har lige smidt flæskesteg i ovnen” – og så kom vi over til Peter og June.
Det var tilbage fra før Keld og Hilda fik datteren Annette, der i dag er 51.
Altid hyggeligt
- Senere blev det mere til, at vi sås på festivalpladser og den slags, men det var altid rigtig hyggeligt. Vi mødte blandt andet hinanden på Pejsegården.
Her er June og Peter Belli til show på Pejsegården i 2020.
- Og Keld har skrevet masser af tekster og sange til Peter, fortæller Hilda Heick.
Ikke uden June
- June har altid været en kæmpe støtte for sin mand – uanset om det gik op eller ned. Han skulle jo have været her mange år endnu. Men rækkefølgen er nok den bedste.
- Peter ville aldrig have kunnet klare sig uden June. De havde et fantastisk sammenhold.
Her er Peter med sin June, da BILLED-BLADET besøgte ægteparret i forbindelse med Peter Bellis 75 års fødselsdag.
- Man kan slet ikke forestille sig en Peter uden June. Hun er en stærk kvinde, men selvfølgelig er det et hårdt slag for hende at miste sin elskede, slutter Hilda Heick.