Rihanna vinder retssag og får formentligt millionerstatning
Rihanna havnede sidste år på en t-shirt, hun ikke havde nogen interesse i at være på. I hvert fald havde hun ikke givet sit samtykke, da tøjkæden Topshop pludselig havde trykt et portræt af sangerinden på en kollektion af bluser.
Billedet af sangerinden stammede fra en musikvideo, hvor en fotograf har taget billeder. Topshop havde fået tilladelse af fotografen til at bruge billedet, men sangerinden selv var ikke blevet spurgt, og havde derfor ikke haft lejlighed til at godkende t-shirten med hendes ansigt på. Det skriver Ekstra Bladet.
Det fik Rihanna til at tage kontakt til en advokat, og domstolene i Storbritanien har nu slået fast, at Rihanna skal have en erstatning. Problemet er, siger den britiske dommer, at mange af Rihannas fans har købt t-shirten, fordi de tror sangerinden, som det stilikon hun er, har godkendt den. Andre har købt den på grund af værdien i deres selvopfattelse. I begge tilfælde er de blevet bedraget, mener dommeren.
Rihanna har krævet fem millioner dollars (knapt 29 danske millioner) i erstatning, men hvad hun reelt får ud af sin "sejr", ligger endnu ikke fast.