Rig Rod fylder rundt
Han har været populær siden 60´erne og hans hæse og ganske unikke stemme har bragt ham vidt både som forsanger i diverse bands og som solist. I dag fylder Rod Stewart 70, og kan se tilbage på et begivenhedsrigt liv med masser af koncertoplevelser, tre koner, syv børn og stadig penge på kontoen.
Ifølge BT har Roden gennem årene solgt over 100 millioner album, han har haft en lang række hits, hvor det allerstørste var coverversionen af Sutherland Brother-sangen ”Sailing”, og så har han samtidig formået at forvalte sin formue på fornuftig vis.
De senere år Rod Stewart grundet sygdom levet lidt mere tilbage trukket, men er dog stadig en aktiv herre særligt med stor interesse for fodbold. Han fik i 1999 konstateret kræft i skjoldbugskirtlen, og operationen fik konsekvenser for hans stemme, der måtte genoptrænes.
For otte år siden giftede han sig med sin tredje kone, undertøjsmodellen Penny Lancaster, med hvem han har fået en søn. I dag kan han samle hele familien til 70 års fødselsdag!