Jysk skomager sat på plads af vred Kylie Minogue
Han skulle have siddet i Jyske Bank Boxen i Herning her til aften. På V.I.P. pladserne - og heppet på verdensstjernen Kylie Minogue.
Men så blev stjernen sur, og inddragede skomager Jack Madsen billetter til det store show lørdag aften, skriver bt.dk.
Selv er Jack Madsen temmelig uforstående over for verdensstjernens reaktion.
- Det er da noget mærkeligt noget, fortæller han og forklarer her forløbet.
I går fredag indleverede popstjernen fem par håndlavede Dolce & Gabbana støvler i Jack Madsens hælebar. De skulle forsynes med en ny gummisål, så de var skridsikre til hendes show i aften i Herning.
- Så gerne, sagde Jack, som da egentlig synes, at det var en meget sød lille historie, der måske var noget for det lokale Herning Folkeblad.
Det synes de også på Folkebladet. Som sendte den videre til Ritzaus bureau. Hvorfra den lystigt blev distribueret til alle landsdækkende avisers hjemmesider.
Men Kylie Minogue og hendes folk syntes bestemt ikke om at historien kom ud, og vupti, så røg Jacks billetter til en spændende aften i selskab med Kylie Minogue.
- Jeg var bare så glad og så stolt. Jeg har jo ikke lavet en profilering eller tjent en krone! siger Jack Madsen til avisen.