Er det hemmeligheden bag Rod Stewarts hår?
Den 76-årige Rod Stewart kan se tilbage på en fantastisk musikkarriere, hvor han blandt andet også har fået flot royal hæder i form af at være udnævnt til CBE, Commander of the British Empire, i 2016.
Roderick David Stewart, som han oprindeligt hedder, er dog også kendt for sin særlige signatur-frisure med de strittende lokker.
Ifølge avisen Daily Express kan Rod Stewart-frisuren tilsyneladende sættes med en ingrediens, langt de fleste mennesker har i køleskabet - nemlig mayonnaise.
Rod Stewarts tidligere tourmanager Elliot Saltzman, skulle ifølge The Sun have fået tippet om Rod Stewart-looket via musikeren Steve Mariott:
"Det strittende hanekamshår, en frisure som - og han sagde, han havde det fra Rod Stewart - var skabt ved at putte mayonnaise i håret og frottere det kraftigt med et håndklæde," fortæller Saltzman.
Daily Express har forsøgt at få en kommentar til det budgetvenlige hårtip fra Rod Stewarts talspersoner.